MALERIET, ALTID

(DANSK) Om udstillingen Love and Fear, Nivaagaardsamlingen 2010, Horsens Kunstmuseum 2011

af Flemming Friborg

Nye værker af Nina Sten-Knudsen
I think of cinemas, panoramic sleights
With multitudes bent toward some flashing scene
Never disclosed, but hastened to again,
Foretold to other eyes on the same screen;

And Thee, across the harbor, silver-paced
As though the sun took step of thee, yet left
Some motion ever unspent in thy stride,–
Implicitly thy freedom staying thee!

Out of some subway scuttle, cell or loft
A bedlamite speeds to thy parapets,
Tilting there momently, shrill shirt ballooning,
A jest falls from the speechless caravan.
(…)
(fra Hart Cranes digt ‘To Brooklyn Bridge’, 1883)

I et af Nina Sten-Knudsens nyeste malerier ser man en projektion af et ansigt på et biograflærred, et close-up af en kvinde i en sort/hvid film. ’Entertainment The Most Astounding 3 Dimension’, hviner et par lysreklamer med smukke 1930’er-bogstaver fra den malede flade, henover hovederne på biografgængerne i mørket. Billedets titel, der er lang og narrativ, fortæller, at kvinden er kunstnerens mormor, der var en smuk skuespillerinde med et fantastisk liv og mange bejlere. En kvindeskikkelse, i farver og vist i helfigur, sidder på en stol tæt ved lærredet og skeler lidt i retning af – sit eget? – kontrafej på filmlærredet, lidt genert men også selvbevidst, som sad hun på første række ved Oscarfesten.

Her kunne kunstneren smide en disclaimer ind for hele udstillingen og alle værkerne og hele maleriet: enhver lighed med virkeligheden, persons living or dead, er tilfældig og utilsigtet. Mormor er nemlig helt igennem fiktiv, et screen-life, der stiller maleri og film, fiktion og virkelighed op overfor hinanden, og gamle films sort/hvid overfor den reale verdens farvevæld. Billedet handler om kunstneriske fortællestrategier omkring figurationen og det forestillende maleri, og dét kunne passende være samlebetegnelsen for hele det projekt, Sten-Knudsen nu lægger frem for beskueren.

I dag er den figurative maler nødt til at forsvare sig, hvor det før var nødvendigt at forsvare sig, hvis man ikke var figurativ nok. Impressionismens problem var dens relative uforståelighed, der ikke kun var et spørgsmål om at kunne eller ikke kunne tilegne sig et særligt kunstnerisk vokabularium, men om samtidens vanskelighed ved overhovedet at gå ind på ideen om, at figurationen ikke var ’sig selv’, altså en fast fysisk og størrelse, men altidvar underlagt lysets, skyggens og farvernes stadige vekselspil og derfor ikke skulle være et ideal, fastholdt i formal klarhed og badet i jævnt, ensartet lys. Maleriets illusionisme og den postuleret sømløse overgang mellem en genstand og dens repræsentation var en grundform, det var svært at slippe for publikum. Man var vant til at selve maleriets væsen var dets evne til magisk at fange livet og eliminere forskellen mellem objekt og repræsentation.

Impressionisme, fotografi og filmkunst fastslog, at selve lyset og tingene var viklet ind i hinanden på anderledes intrikate måder, og maleriet kom herefter selv til at pege på, at det handlede om relationen mellem virkelighed og kunstighed. Det teoretiske erkendelsespunkt har vi for længst passeret – og dog. Enhver figurations genkomst synes at nære ideen om, at der sammen med den genfødes et virkelighedsbegreb, kunsten ellers har sat sig udover. Nina Sten-Knudsen leger med disse på en gang vanskelige og banale forhold i sine seneste værker.

Figuration & Fiktion

Spillet er i gang. ” – See saa, nu begynde vi!”, som H.C. Andersen med fryd kunne finde på at ekspostulere for at sætte scenen for et af sine eventyr. Ved lyden af denne genres åbningslinje ’Der var engang…’ accepterer vi lydigt fiktionen og alle de løjer, den vil drive med os, til fortællingen er slut. Vilkårene er klare, og man kan som digter slippe af sted med det vildeste vås. Sådan er det ikke i maleriet. Mere. Men Sten-Knudsen genindfører en slags figurativt-magisk eventyr i sit maleri.

Måske er der en højere retfærdighed i at ordene ’figuration’ og ’fiktion’ er så lydligt nært beslægtede, at man næsten kan forveksle dem. Kunstneren har til denne udstilling fremstillet en mængde værker, der hver for sig og (navnlig) sammen dvæler ved spørgsmålet om såvel figuration som fiktion. Hun rykker dermed sin snart klassiske Auseinandersetzung med virkeligheden og dens ’repræsentation’ i kunsten til nye græs- og irgange. Mere end tidligere inddrages historien, kunst- og kulturhistorien og den verbale / litterære fortælling direkte i hendes arbejder, der spænder fra tuschtegning over bly på gesso til olie på lærred, fotografi, video og grisaille på guldgrund. Kunstens materialer spilles ud som kort, helt til deres og kunstens kanter, og det er en del af oplevelsen ved denne udstilling at se dem mødes, strækkes og flettes ind i hinanden – eller ramle sammen i kontrast og dreje væk fra hinanden ad nye og uforudsigelige baner. Fælles for hendes arbejde og for summen af arbejderne her, er en til besættelse grænsende optagethed af kunstens udtrykskraft og poesi, og dens både oplagte og umulige relation med det levede liv og den tilværelse, vi kalder vores. Hos Nina Sten-Knudsen tørner stoffet sammen henover gabet mellem realitet og fortolkning.

Edgar Degas er citeret for at have sagt: ”Bemærk venligst, min herre, at den luft, man indånder i et maleri, ikke er den samme som virkelighedens.” Maleriet selv sætter altid en forskel til de fysiske realiteter, som det af og til lader krydse ind over sin flade; det er netop et kunst-produkt, og må end ikke ned i sine mindste motiviske enkeltdele forveksles med den virkelighed, det afbilleder. Dette gælder ikke kun på samme måde som i Magrittes gamle dictum ’Dette er ikke en pibe’ (men billedet af én), hvor vi får gentaget en helt essentiel forskel på et tangibelt objekt og dets afbildningsillusion; det er en helt essentiel kunstighed i selve kernen af maleriets væsen. Ved at gøre virkeligheden til genstand for en fiktionalisering i varierende grad gennem forskellige maleteknikker, har man i forskellige epoker som kunstner gjort sig selv til skydeskive for en ofte rasende kritik af den ene eller anden observans – teknisk, religiøst, kulturelt, politisk, og på det seneste også biografisk. Paradoksalt nok har vi med rod i det 20. århundrede og såvel dokumentar- som fiktionsfilmens udvikling en tendens til at opfatte virkeligheden som mere virkelig, når den ikke er i farver. Det seriøse fotografi er længe blevet set som det sort/hvide fotografi, og kun dét, farvefotos er for pøbelen og dens ferieminder.

Men maleriet er (næsten) altid i farver. Også hos Nina Sten-Knudsen, selv om hun aldrig har slået sig op på at være kolorist alene; den gamle strid mellem linje og farve, colore & dissegno, vælger hun ikke side i. Men i en række af sine senere billeder vover hun sig over i det nærmest sort-hvide, gerne når der er en særlig pointe eller en vis alvor i sagen. I et af de mindre af de nye værker sidder hun hvid brud med Baudelaire stående bag sig som gom i desperat-dekadent sort, og med et bundt livløse Syndens Blomster på skødet, kun kantet af en syg gul i blomsternes kroner. Det klassiske, kunstige standard-bryllupsfoto låner sin ramme til kunstnerens fortælling om sit liv og det, der i fotoalbummet kunne hedde En Mindeværdig Dag; hårløs og blottet giver hun den som dekadent bohême sammen med flaneuren over dem alle – ham, ingen kan binde, og som netop altid slipper væk, er elusiv som Kunsten selv. Begge er de kun en tatovering fra at være centrum i et nutidigt Punk- eller Goth-bryllup, i et billede der på en gang sætter en bestemt tid og ophæver den til Altid. Forrykkelsen i tid mellem de to ’ægtefolk’ afslører fiktionen. Dette er et statement, ikke virkeligheden, kan vi godt se, men kunstneren bruger rammen og stilen, fotoet og klicheen til at mane en ikonisk tyngde frem for os, som kun maleriet kan det.

Netop denne vision er så tyk af klicheer om kunstens væsen, at den kammer over i emo-rituel selvofring: kunstneren er viet til alt det ulykkelige og fantastiske i verden og sindet, og undergangen og livsleden lurer om hvert et hjørne. Ja – og nej. At male det er at kontrollere det, og med humor og selvironi at eksponere en sårbar side af kunsten, som man også deler, men ikke nødvendigvis lever, det er sagen her.

Doku-genrens seneste opsving i film og tv, brugen af gonzo-agtige indfald mellem reelt og opdigtet i journalistikken, det hyppige spil på blandingen af fiktion og fakta i såkaldt ’biografiske’ romaner af variabel løgnagtighed – alle danner de en yderst post-moderne blandemaskine, der lever på vekselforholdet mellem kontrafej og kontrafakta; hvis jeg nu maler/filmer/skriver noget om mig selv og siger at det er ganske vist, har jeg farvet betydningen uhjælpeligt derhen, hvor det kun bliver mig og sandheden i mit levede liv det handler om. Det bliver dét, beskueren eller læseren vil lede efter – for at få den ægte autentiske følelse af at være inde i mit liv, inde i mit hoved. A True Story, som der altid står på produkter af den slags, og så melder tvivlen sig…

Kunstigheden og kunsten har stadig hårde kår overfor en sult hos publikum, der handler om mere end bare, hvad der foregår inde i hovedet på menneskene, og i særdeleshed hvad der – virkelig, man må ikke snyde – foregår inde i hovedet på netop dette menneske, kunstneren. Vi forveksler maleriets udsagn med kunstnerens liv, og vælger hellere at lede efter spor af kvinden eller manden bag kunstværket end at lede efter os selv ved hjælp af maleriet.

Det, vi som kunstpublikum efterspørger i et maleri er vel netop en aktivitet, der udfolder sig over modaliteten ’villen noget’. En evne, en kunnen, forenet med vilje og lyst. Der skal være en gnist af interesse, noget vedkommende der gestikulerer ud imod os fra maleriet. Den gnist identificeres ofte som det personlige udtryk hos en kunstner, men den videns- og verdensdeling, det altid er at se et kunstværk, kan ikke nås, hvis man kun er ude efter biografien bag værket. Man må også selv ville noget som beskuer, selv smide en gnist på maleriets bål, for at få noget ud af mødet med det.

Knausgaard, Romer o.m.a. forfattere, kunstnere og filmfolk har i de senere år især fået læst og påskrevet af publikum og kritikere, fordi de ikke synes at respektere grænserne mellem fiktion og virkelighed tilstrækkeligt. De har i varierende grad dristet sig til at signalere en vis selvbiografisk vinkling i værket, og så smækker fælden: alle læser løs i håbet om at finde Sandheden og helst også identificere en eller anden skurk eller skyldig bag skeletterne i skabene, i den takt de uvægerligt (og kalkuleret) vil vælte frem af fortællingen. Men i kampens hede glemmer man grundbetingelsen, at værket er en fiktion, der kun betjener sig af nøje redigerede stumper af ’virkelighed’ – og stumper, der vel at mærke trives på en anden måde udenfor de kontekster, de er revet ud af, når de pusles sammen på bogside eller maleflade. Prousts mesterværk om den tabte tid handler om det tab af realitet og håndgribelighed, som konstant finder sted – og pointen er netop, at de tab ER realiteten selv, som den fremtræder mens man lever og oplever den. Når du sætter dig for at fortælle, redigerer du tilsvarende i alting, ligesom din bevidsthed gør det løbende gennem dagen og livet.

Og Sten-Knudsen pusler løs. Baudelaire, Poe, Munch, Hiroshige, Woolf er bare nogle af de implicerede i hele dette maleriske sammensurium af et rollespil, enten med citater, lån eller som egentlige ’medvirkende’ i billedrummet. Tiden er ikke kun standset (sådan som al figurativ kunst standser tiden), men flimrende anskueliggjort som både historiske tidsepoker med forskellige, mere eller mindre letgenkendelige historiske personer i. Kan en malet, engang virkelig, men nu afdød person være mere tilstede end de nulevende? Ja, afgjort! Baudelaire læser en bog fra sin plads i et metrotog, i et glimt henover et skakternet gulvmønster, der toner ud i jernbanespor og lysreflekser (fig xx). Historien iscenesættes som et erindringstog, hvor digterens tunge profil lyser ud af et stævnemøde på tværs af tiden mellem en spirende modernitets selvmodsigelser (dannet/dandy, lærd/folkelig osv.) og massetransportmidlets nutidige normalitet, der samler og forbinder folk og steder, det nære og det fjerne.

Det charmerende ved dette kunstprojekt – som jeg kun tøvende tør kalde det, af frygt for at eliminere den hårfine balance mellem modsatrettede impulser, maleren her bevidst har sat i gang – er ikke, at folk med forskellig tilknytning til kunstneren i disse værker vil finde og læse forskellige referencer på det personlige plan (fælles bekendte, erfaringer, minder); at ville mødes med Nina i maleriet, lige der hvor det viser et overlap mellem malerens og ens eget liv kan højst resultere i en forfængelighedernes skattejagt, hvor spejlingen i et andet menneske bare går gennem maleriet i stedet for noget andet medie (en fest, et kæresteri, en skovtur eller bare i erindringen om et fælles bekendtskab). Det er netop dette fiktive mødested mellem forbindelser, opstået gennem og over mange år, nogle korte, andre mere varige – der giver den sitrende vibration i de nye værker; de summer af et kinetisk, narrativt potentiale, som individuelle forvandlingskugler, der venter på deres særlige smagsudløser. Men alle billederne er kunstnerens egne, ’personlige’, og dog må hvert eneste af dem være for alle og enhver med interesse for at leve med og leve sig ind i. Det er her, ens eget erkendelsesmønster vækkes ved synet af de nye billeder, og her, vi forlader ethvert personligt-biografisk livsmønster fra kunstnerens side.

Nina Sten-Knudsen har nu yderligere udfoldet det, der langsomt, men sikkert er blevet en særlig bestræbelse hos hende over de seneste 10-15 år: figurationens insisteren på en plads imellem verden og beskueren, kunsten og livet. Men ikke naivt, som en slags genkomst af det gamle hippie-slagord ’fantasien til magten’. Hos Sten-Knudsen har fantasien allerede fra starten taget magten. Heldigvis.

Genrer og billeder, ikoner og folkekultur smelter ind i eller stødes fra hinanden i disse nye værker. Er alle billederne ’lige gode’, lige ensartede NSK? Næ…ingen malers billeder er lutter mesterværker, ligesom der er relativt få stunder i et almindeligt liv, der er virkelige stjernestunder. Men de er helt bevidst malet, på ganske individuel vis, og det er en del af dette eksperiment. De er alle mosaiksten til et nærmest svimlende ambitiøst forsøg på at samle og spejle noget om det at male og om de tyngder og afveje, tiden og traditionen og vanen lægger ind over tilværelsen – for malere såvel som for beskuere.

Tid & tilbageblik

Ethvert tilbageblik er farligt for en kunstner. En retrospektiv bog, udstilling eller den mindste værkrække, der prætenderer en særlig orden eller udvikling ved at være lagt op efter tilblivelsesår, er skræmmende langt ind i sjælen for de fleste malere; dels er den i sig selv et postulat om en lineær følge, som hverken livet eller kunsten har, dels vil den spærre for alle andre vinkler på en kunstners værk – også kunstnerens egne, og maleren risikerer midt i al denne orden en ultimativ forvirring, som er alt andet end frugtbar. Faktisk kan man slet ikke sortere en mængde kunstværker uden at ødelægge eller begrænse de muligheder, det enkelte værk rummer – eller sagt på en anden måde: enhver kunsthistorisk klassificering risikerer at satse på at finde en helhedsvinkel eller total sammenhæng, der måske ikke er der, på bekostning af enkeltværkerne. Idet sorteringen lykkes, mister man værket…

Opmålinger af den art afslutter også noget, som set ud fra kunstnerens personlige vinkel ikke slutter, før det sidste åndedrag tages, og som varer så længe for en beskuer, som det pågældende værk nu rent fysisk kan holde, og så længe det kan fastholde en beskuers blik. Sten-Knudsen kan naturligvis ikke fortælle sin fiktive / reale historie færdig, fordi fiktion og virkelighed (også) for hende og altid er flettet uløseligt ind i hinanden – til døden dem skiller. Det er eksistentielt maleri, der gælder os alle sammen – intet ville dybest set være mere kedsommeligt end et selvbiografisk-lineært forløb, der naivt befolker og be-tyder os beskuere sin verden som et påduttet mikrokosmos, hvis intrikate labyrint vi aldrig kan slippe ud af. Tænk, hvis vi som publikum eller kunsthistorikere skulle gætte alle disse forløb og personidentiteter, før vi kunne tilegne os eller bare nyde et givent værk.

Et sådant selvbiografisk-hysterisk scenarie får vi heller ikke serveret her, men derimod en paul austersk kasse med liv og mening i stumper og stykker, hvis slap-dash sammensyning og tilsyneladende narrativitet, omhyggeligt arrangeret ved N. Knudsen, jo bare er en ud af n muligheder og slet ikke virkeligheden – hverken hendes, hendes forskellige forfædre, formødres, eller vores.

Ved at fremhæve en række forskellige kunstnere, der måske/måske ikke har betydning for hende, vælger Nina Sten-Knudsen at pege på identifikationsmarkører, som vi ikke må tage for bogstaveligt. Flere af dem er decideret falske spor, i hvert fald som egentlige inspirationskilder (hvad er i øvrigt dét? Som Picasso sagde: ’Jeg låner ikke fra andre kunstnere, jeg stjæler’ – og det gør alle kunstnere); selv et hastigt blik på hendes arbejde afslører, at f.eks. Monet ikke er specielt vigtig for hende. Alligevel er han featured i mindst to af billederne på denne udstilling. Andre af forfædrene er sat ind i sammenhænge på lærredet, der er mildest talt inkongruente med deres eget arbejde, som statister, man har fået krammet på ved at male dem og dermed på klassisk voodoo-vis fange dem i en æske – for at styre dem og male sig fra deres eventuelt tyngende indflydelse – men hos Sten-Knudsen oftest kærligt mere end pacificerende. Hun vedkender sig arven fra Traditionen og historien mere end søger at unddrage sig den, og synes mere at ville være venner med en række valgslægtskabsgemytter henover århundrederne end udmanøvrere ’fjender’. Titlerne spiller med på besværgelsesremsens melodi, nogle gange ned i absurde detaljer, som dybest set er ligegyldige: Gustave Courbet citeres for noget om at gå i skoven for at høre træernes stemmer og blive bange, men citatet findes hos Rousseau og handler om Fontainebleau-skoven, hvor Courbet (måske!) aldrig malede, det er en af kunsthistoriens let kedelige ’gåder’, der ingen vegne fører – og så er det jo følelsen af angsten, dens mange forskellige fremtoninger i og udenfor maleriet, det her gælder. Alderdommen og det sene værk er også et motiv her; i et stilfærdigt ironisk maleri er Edvard Munch som gammel, på kanten af døden, anbragt i en kurvestol, med et tæppe over de gamle ben (fig. xx) . Flere af hans store værker hænger i baggrunden, og titlen fortæller begejstret om NSKs møde med ham, at han netop skulle til at forklare hende alt om hvordan man kan være optaget af den samme person hele livet, men så kom sygeplejersken for at køre han ned til middag. Prioriteringer, prioriteringer… Hvem er herre over sig selv, kunsten eller noget som helst?

Angsten væves ind og ud af billedrækken, fra konkrete ulykkestildragelser (togkatastrofer, bjergstyrt, tyfoner, bevæbnede fremmede) til mere subtile fobier og den maleriet iboende angst for skiftevis udtrykket og dets modsætning, fraværet – af betydning, mening, motiv. Udstillingens slutmotiv er en sort firkant og ordene ’jeg kan ikke fortælle færdig’. Et punktum er foreløbig sat, strømmen af billeder afbrudt. Indtil næste gang.

Hvor er virkeligheden, og hvor er maleriet?

Men hvorfor lægge de falske spor ud? Det gør kunstneren heller ikke – der er bare ingen anden nem måde at tale om Sten-Knudsens strategi på end sådan. For godt og vel et tiår siden kom hun tilbage til maleriets figuration for alvor med de store kompositioner på Glyptotekets udstilling ’Landskabet, senere’; her var grundgrebet dét, at maleren vendte perspektivet om, lavede om på fokus, så dybdeskarphed og forgrund-/baggrundsrelation blev problematiske, hvilket gjorde det muligt for hende at stille både landskabsteoremet og selve maleriet nogle spørgsmål, hun godt vidste var ubesvarlige. ’Slaget’ udkæmpedes dengang på selve det fysiske maleris grund, om end den fiktion, perspektivet og den mimetiske figuration altid er, jo også var vigtige faktorer; med de nye værker og den sammenhæng, kunstneren etablerer for dem på henholdsvis Nivaagaard og Horsens Kunstmuseum, udvides bataljen til det terræn, der befolkes af perceptionens, erindringens og de fysiske omgivelsers stadige udveksling gennem Blikket og erkendelsen, gennem menneskets og kunstens syn og syner. Vi, der ser billederne, bliver af deres mængde, motiver og disponering gjort opmærksomme på især én ting: det særlige forhold ved maleriet, at det foregår inde i hovedet på os. Ligesom de bedste dele af virkeligheden, hvad den så end er for én.

En parentes her er den omstændighed, at de to museumsrum slet ikke ligner hinanden, hvorfor en egentlig gentagelse af udstillingens disponering ikke er fuldt ud mulig. De vil begge være approksimationer til en stedlig og fysisk dimension – men også begge originale og særegne mere end hhv en første og en anden ophængning, ’original’ og ’kopi’ / ’gentagelse’ bliver meningsløse termer her – der er alene tale om to tidsforskudte præsentationer af kunstnerens værker, der således som udstillingsværk forstået bliver til to i stedet for én. Værkerne kommer til også at kommentere på Orden som et kurateringens problem, idet værkerne skønt de forbliver de samme, ligesom rækkefølgen er det, vil være underlagt andre ydre forhold i Horsens end i Nivå – de samme værker kontekstualiseres altså på to forskellige måder, med de implikationer dette nu har for synet og tilegnelsen af dem. Sådan er det for ethvert kunstværk, der flytter plads – det må definere sig på ny – men en hel udstilling, der endda har fast plads og rækkefølge til alle sine dele, påpeger dette forhold endnu tydeligere.

Virkeligheden findes ikke som én størrelse, og der findes intet bedre instrument til at vise netop det end maleriet. Dét er i virkeligheden Nadars maskine (fig. x) – ikke til fotografisk redegørelse, men som en kunstnerisk perpetuum mobile, hvis effekt kan propageres gennem et hvilket som helst billedmedie. Nina Sten-Knudsens spring fra medie til medie, hendes mixed medias og de mange tynde referencelag er som noteapparatet til T.S. Eliots digt ”The Waste Land” – en sand fiktion, der vinker indbydende med sine fakta og opslagsværksviden, vel vidende, at din erkendelse altid allerede er dér, hvor både du og værket vil have den, nemlig på fantasmernes lumske grund. Måske kan du lære noget mere og stykke delene, digtet giver dig i sin svært forståelige og ikke-lineære strøm, sammen; men forstå det i den fuldstændige forstand, du ønsker dig, kan du aldrig.

Hos Sten-Knudsen er dette en demonstration, som det figurative maleri mest af alt står for, og dét kan godt forvirre. Man kunne jo på grund af den i hvert fald jævnligt ganske store figurativitet i hendes arbejde siden 1999 tro, at der var hold i denne malede virkelighed også udover lærredets kant. At hvert værk og denne udstillings postulerede helhed var et forløb, orkestreret som et bestemt tv-program – ’Her er dit liv, Nina Sten-Knudsen’.

Det er det ikke, og sådan er det aldrig i kunsten. Også i denne kunstners kulørte moving pictures-show svimler eventyret som en skæv karrusel, let skurrende mod jorden et par steder på sin cirkelbane. Her gælder det gamle mundheld atter for den kunstinteresserede, som havde håbet på hele historien, men som nu skiftevis suges ned i malstrømmen, undrer sig i malede urskovstapeters ikeadyb eller møder et bordfuld grelle mexicanske souvenirs: pas på, hvad du ønsker dig, det kan være du får det.

Flemming Friborg, juli 2010